Knoklearbejde uden løn

”Det ligger i DNA’et, at vi vil hjælpe hinanden. Venlighed er simpelthen medfødt og ganske formålstjenstligt for vores art. For vi er afhængige af hinanden.”

Sådan siger sociolog, forfatter og foredragsholder Emilia van Hauen.

Hun slår fast, at denne medfødte fornemmelse for solidaritet er udgangspunktet for, at mange gerne arbejder gratis, gerne yder en indsats for at gøre en forskel for nogen.

Her til lands udfører hver tredje borger frivilligt arbejde.

Det gør for eksempel kvinden, der to eftermiddage om ugen træner turbodrengene i trampolinspring i byens gymnastikforening.

Det gør manden, der er medlem af bestyrelsen i det lokale vandværk. Og det gør familien, der bager kager og passer tombola til spejdernes julemarked.

Alle knokler de uden at få en øre for det.

Anerkendelse, ja tak!

Til gengæld får de elskelige ord med på vejen, som det lyder i det iørefaldende slogan: Alle vil elske dig, til gengæld får du ingen løn.

Sloganet, der er blevet brugt i flere kampagner for at hverve frivillige til foreninger rundt om i landet, rammer lige ind i de ulønnedes hjerter.

For mens de er helt med på ikke at få kontanter for anstrengelserne, er de slet ikke uinteresserede i andre former for modydelser, fortæller fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der er stifter af og direktør i forskningsvirksomheden Fremforsk i Århus.

Gennem en lang række interviewundersøgelser kender han til danskernes tankegang.
”Man bør ikke se bort fra vigtigheden af belønning, når man taler om arbejde uden løn. For det er sjældent ren altruisme, der driver frivillige. De fleste drives af den betaling, de får i form af glæde over at være noget for andre, anerkendelse og en vis position – en vis status. Det er ganske enkelt en bedre følelse at være den, der giver, end den der får.”

Nøjagtig samme følelse bragte tidligere tiders frivillige til arbejdet, forklarer fremtidsforskeren og tager en kort afstikker tilbage til fortiden.
”Hattedamerne var formodentlig de første, der gjorde et stykke frivilligt arbejde på den måde, som vi kender det i dag. Hattedamer var det rige borgerskabs fruer, som havde masser af tid til at sy og brodere håndarbejder, der kunne sælges på basaren til fordel for de fattige. Kvinderne, der levede af deres mænds penge, fik så til gengæld både social respekt, position og magt,” fortæller Jesper Bo Jensen og peger på, at frivillige også i dag i nogle tilfælde opnår en særlig VIP-status (very important person, red).

”For eksempel har ulønnede hjælpere på musikfestivaler ofte adgang til goder, som de almindelige festivaldeltagere ikke har. De frivillige har deres helt eget område på pladsen, får mad serveret, som frivillig-kolleger tilbereder og kan bruge bad og toilet, som de kun deler med andre frivillige,” siger han.

De travleste finder mening

I modsætning til hattedamernes uanede mængder af fritid er nutidens typiske frivillige de grupper, der egentlig slet ikke har mere tid til rådighed.

Frivillige er mennesker, der i forvejen er aktive. De har arbejde, hjemmeboende børn og fritidsinteresser, viser statistikkerne. Og så har de personligt overskud til at lede efter frivilligt arbejde, der giver personlig mening.

Det forklarer Emilia van Hauen, der netop har udgivet bogen ”Farvel egofest og goddag til formål og fællesskaber” (Akademisk Forlag, 2009).

Her pointerer hun, at vi efter mange år som ”identitetsjunkier” nu ikke længere kun magter at beskæftige os med vores egen udvikling.

”For mere end tre årtier siden var identitet ikke noget almindelige mennesker forholdt sig til. Man spurgte bare sig selv: Hvad skal jeg? Sidst i 1970’erne tog vi hul på 30 år med et langt ensidigt fokus på: Hvem er jeg?,” forklarer hun.

”Nu er vi nået frem til: Hvorfor er jeg? Og dét spørgsmål kan vi finde svar på, når vi laver frivilligt arbejde i en organisation eller en forening, som har samme holdning som os selv. Det er jo ikke lige meget, om man arbejder for House of Prince eller for Lego. Man vælger en ramme og en ideologi, som man identificerer sig med,” siger sociologen.

Selvrealisering er stadig en medspiller

Men også hun erkender, at frivillige arbejder frivilligt for at få noget mere end bare mening. Vi vil gerne gøre en forskel, og vi vil gerne udvikle os samtidig, forklarer hun.

For mens selvrealisering før i tiden ikke var noget, man talte om, er begreber som coaching, terapi og selvudvikling i dag en helt almindelig og integreret del af moderne menneskers liv.

”I dag har vi forstået, at vi godt kan udvikle os – sammen. Det er blevet klart for os, at tiden er løbet fra en egoistisk enøjet målsætning på bekostning af andre. Vi betragter os selv som stærke individualister, der vil være med til at skabe kreative fællesskaber og projekter sammen med andre, uanset om det er som træner i en idrætsforening eller medlem af en gruppe, som laver klima-events,” siger hun.

”At være frivillige er altså stadig en del af vores selvrealiseringsprojekter. Men det er ikke nok bare at donere tid og være fyld i andres projekter. Vi vil donere kompetencer, vi vil inddrage os selv og realisere vores egne mål og ideer.”

Signalværdier i stor og mindre grad.

For unge mennesker, der er ude efter noget godt at skrive på CV’et, er frivilligt arbejde super oplagt, fortæller Emilia van Hauen.

”Det viser, at du bruger dig selv. At du engagerer dig i din omverden. Skulle jeg ansætte en assistent og stod med flere egnede ansøgere, ville jeg da vælge en, der havde arbejdet frivilligt,” siger Emilie van Hauen.

Men ikke alle typer af frivilligt arbejde sender det samme signal.

”Det rigtigt hippe lige nu er at bruge alle sine tre ugers sommerferie på f.eks. at arbejde i en flygtningelejr i Afrika eller på et børnehjem i Asien. Helt så glamourøst er det ikke at stå bag disken i en genbrugsbutik. At være indsamler til fordel for Afrikas børn eller kræftforskning er lidt en kategori for sig. For 10-15 år siden spurgte folk: ”Ej, gider du virkelig det?”, når en i omgangskredsen ville samle ind for en organisation en søndag. I dag og i fremtiden vil det oftere lyde: ”Hva’, skal du ikke samle ind? Skal dine børn ikke lære noget om social ansvarlighed?

kilde: web.archive.org