Jeg startede dette skriv lørdag 11/10 – 5 dage efter operationen, og i dag er det søndag d. 19/10. Følelserne er stadig nærmest udenpå skjorten, men roen indfinder sig efterhånden nu efter at have været hjemme i nogen tid.
Nåede at blive frisk nok til at gennemføre den fødselsdagsfejring jeg havde planlagt med ungerne i går. VAR bekymret, da den kom i kalenderen inden der var kommet dato på operationen. Det lykkedes – og jeg havde en fantastisk dag…
Fik startet redigering efter at have afsluttet det sekventielle skriveri i første omgang, og har besluttet mig for kun at rette og tilføje ganske lidt, da jeg selv – når jeg ser det igen – genkender den usammenhængende og lettere uklare fornemmelse – og trætheden – som afspejles ganske tydeligt undervejs. Så uddybende forklaringer indsat i bagklogskab kommer i samme format som denne indledning.
Jeg håber du får noget ud af at læse det!
1. del
Optakten
Puh det er mange tanker der går gennem hovedet - når man efter 3 år med halvårskontroller - udløst af en kort indlæggelse i Herlev i 2021 - får beskeden at nu synes vi du skal indstilles til operation...
..forhistorien er jo klassisk dansk, overvægt med følgende højt blodtryk og diabetes 2 - så problemer er selvskabte. I 2021 blev så diagnosticeret hjerte arytmi, og utæt hjerteklap (aorta) samt klapforkalkning oveni - deraf observation - og nu er det så tid.
…fuck!
Beskeden kom i sommerferien - torsdag d. 24/7-25 efter den halvårlige skanning kl 13:00, hvor jeg faktisk med det samme blev sendt over for blodprøver, og med besked om at jeg ville blive kontaktet.
Morten spurgte: ’hvordan har du det med det?’ - og svaret var - det er jo derfor man går til kontrol, så du fortæller hvornår der skal gøres noget.. Og det er det jo.
Hver gang har lægen også spurgt om jeg oplevede nogen problemer / ændringer - og har jeg aldrig tænkt andet en aldersbetinget dårligere form - MEN I BAGKLOGSKABENS KLARE LYS - så HAR der været øget tendens til lige at hive efter vejret de første par trin på trappen, og lidt lavere tempo, samt stigende træthed har givet behov for en lur i løbet af dagen, og også korte oplevelser af kort at hive efter vejret indimellem når jeg skal falde i søvn - hvor især det sidste er noget jeg har forbundet med vejrtrækning og ikke med hjerte.
Blev så rystet at jeg ikke engang kunne få spurgt ind til hvad der skulle ske, men opfattede at Morten fortalte lidt om mulighederne; den store tur – eller det mildere indgreb gennem lysken… Vælger at holde fast i troen på det sidste….
…nå - pointen med ovenstående er: LÆR SYMPTOMERNE AT KENDE!!
’Det er jo derfor man går til kontrol’… det lyder jo flot, men når virkeligheden så rammer, så er det pludselig en helt ny verden. Gradvis går alvoren op for mig..
Som naturvidenskabeligt uddannet og rationel af disposition, så ved jeg at intet er uden risiko - uanset hvor dygtige lægerne er - og den risiko har, uanset at min rationelle del siger den er lille, været mit sorte hul. Indgangen til en mørk tunnel man SKAL igennem uden at vide om man kommer ud igen - og uden at kunne se noget lys for enden…. Det alt overskyggende har været: jeg risikerer at dø!
Jeg skal overgive mig selv - lade dem slukke - bryde brystkassen op - samle stumperne igen, og få startet maskineriet op igen. En uendeligt skræmmende tanke.
Men en uomgængelig handling. Det er intet alternativt ikke at gøre noget - tanken om et udfald på motorvejen med fatale følger for andre end mig selv er da slet ikke til at bære.
Tidligt i august er vi til middag ved gode venner, og alt er godt. Med et er det som om glæden forsvinder og jeg bliver tom indvendig… Fik måske været lidt hård i samtalen – tager mig sammen, undskylder og får fortalt Pia og Steen, som de første, hvad der på vej
'there is no escape…'. Det skal ske. Jeg nægter at bruge tiden på at være bange og bekymret 'would it help?' og flygter ind i afledende praktiske gøremål. Holder frygten på afstand og tankerne i ro..
Min største bekymring har været at sikre at Ulla ville kunne klare sig i huset, uden hurtigt at få problemer med halvgennemførte projekter og en masse smart teknik som pludselige ikke vil mere.. Og familiens film og musikserver, og alle billederne - og - netværk, internet, mail, domæner….
Økonomien er sund nok, og Ulla kender den fint, så der er der ro på. Fremtidsfuldmagter på plads også, og gravstedsbeviset til vores træ ved Selsø
Glad for at Kaija er på mellemlanding hjemme i sin søgen efter bolig i storkøbehavn. Og Rie og Matti og jo heldigvis også tæt på. De er der til at støtte Ulla. De kommer til at kunne klare sig uden mig, hvis det værste sker..
Næst i listen er så overlevering at et par større projekter på arbejdet. Vi arbejder som konsulenter meget selvstændigt, og det er NIS2 som er meget nyt endnu, så meget er bygget fra bunden. Modellerne skal ud af hovedet så kunden ikke pludselig står uden hjælp til at komme videre. Det tog også noget afslutning og overlevering, men de klarer sig også..
Det rationelle mål med forberedelserne i månederne op til operationen, har så været at sikre så god en overlevering som muligt, så ingen blev efterladt i tovene - og sådan at jeg med så stor ro som muligt kunne overgive mig til eksperterne
'Paraplyplanen' som Ulla og jeg kaldte det - ligesom det kun regner hvis man ikke har paraplyen med.
Det irrationelle motiv var bagefter tydeligt – flygte ind i aktivitet – undgå at fokusere på det sorte hul…