Jeg skal til at have redigeret 1. del så jeg kan sende den til far. Fortalte at jeg skrev, og det bliver alt for svært i telefonen at fortælle om alle oplevelserne, følelserne og detaljerne - så lovede at sende skrivet til ham.
Det er lørdag 18/10 - og klokken er 6:34 - fik meget mere sammenhængende søvn denne gang - og igen lysvågen. Begynder at kunne skimte en mere normal døgnrytme igen. I dag skal jeg fejre fødselsdagen med ungerne - ind og se Chess, og så på Dolores i aften - håber det bliver godt. Det er lidt heldigt at have fødselsdag midt i dining-week - det har vi nydt godt af i nogen år nu. Doleres er ny på listen, så..
Arrangementet kom i kalenderen inden verden gik helt i sort, så har været spændt på om jeg selv blev klar i tide. Nu tror jeg på det :-)
….
Planen er at redigere 1. del, og så tage det roligt med 2. del, så fik lige sat lidt flere stikord på 2.dels dispositionen - så jeg kan huske hvad overskriften betyder når jeg når der til. Det har været en periode med intense oplevelser - ikke helt slut endnu - men noget jeg ikke vil glemme...
….
Ulla ved jeg skriver - og har læst noget af det. Lægger på vores fælles noter, og gemmes automatisk også på serveren.
Har talt med hende om det nogen gange, og også med Kaija i dag. Hvad skal det her bruges til…
Jeg har været utroligt bange, og jeg begyndte nok 'bare' skriveriet som et værktøj til at få det hele bearbejdet. Jeg nåede frem til at være afklaret og klar på dagen, og var fra start fast besluttet på at tage alt efter godmorgen efter operation som plus tid - og løse kommende udfordringer en ad gangen når de måtte opstå - og jeg har været glad lige siden jeg vågnede.
..så bearbejde følelser og selv-terapi var starten - og prøve at fastholde tidslinjen…
Fik så tanken at jeg ville lave en mail til venner og bekendte - en forsøg på at fortælle det på én gang og ikke igen-og-igen til jeg blev træt af at høre på mig selv - og takke dem alle sammen for de tanker og den omsorg og kærlighed jeg har oplevet op til dagen
….jeg har allerede den sidste uge talt og talt og talt -mere end jeg tror nogensinde før i mit liv. Mærkeligt at være vidne til.. Har sagt til Ulla at hun skal stoppe mig når det bliver for meget - men hun smiler bare.
..og så naturligvis Nobels litteratur pris! …Kaija mener nu ikke det kan blive mere end de gyldne palmer - men man kan jo nøjes ;-)
Spøg til side, så er jeg endt her, hvor jeg egentligt håber skrivet kan få sit eget liv - og måske hjælpe bare et par andre indadvendte bange knudepersoner - på vej i helvede - til at komme igennem deres forløb - på riget / med hjertet / eller noget helt andet. Så er det dét værd. De er dygtige - og du kan klare det!
Håber at dele med familie og venner, og nå de gode mennesker på riget - professionelle og medpatienter - og så give slip..
………………….
Det er tirsdag d. 21/10, og jeg er lige blevet færdig med at revidere og kommentere 1. del. Det tager længere end man lige regner med.
Jeg bliver glad over at læse det igen. Det har været et livsforandrende forløb at komme igennem, som lægger sig tæt ind efter fødslerne af vores dejlige børn. Som en sagde da vi talte sammen i frokoststuen - ’hvordan skal man kunne forklare det til familien?’. Og der er klart fællesnævnere med PTSD.
Skriveprocessen har været god for mig. Jeg har aldrig været god til bare at åbne fortælle – selvom jeg aldrig er bange for at udstille mig selv og være helt åben, når jeg har troet på den kunne hjælpe nogen.
Nu er jeg der hvor jeg kan tænke tilbage – også på det svære - uden nærmest at begynde græde igen, og tankerne begynder efterhånden også at finde andre steder hen end mit ophold på riget. Det er befriende.
…der er stadig så mange indtryk og oplevelser fra opholdet – og gode mennesker som fortjener at få de dele deres historie, som jeg har været privilegeret at følge, med også. Men det må komme i det tempo det nu kommer.
Jeg håber læsningen har givet dig noget du kan bruge! Skriveriet har i det mindste hjulpet mig.
Tak